Dagbog fra Hærvejen
vores måde at vandre
Dagbog med oplevelser og tanker på en Hærvejsvandring fra stranden på Slettestrand med udsigt ud over Nordsøen ned til den lille grænseovergang til Tyskland Rønsdam tæt på Padborg. Den vil være velegnet som guide og “rejsekammerat” på turen til de udfordringer, det landskab og den kulturhistorien, som man vil opleve. Den kredser også om det at vandre og i den forbindelse, det at opleve. Udgangspunktet er lysten til at vandre, men også sygdom og problemer med at gå ret langt. Forfatteren finder derfor sin helt egen form til at kunne realisere så lang en vandring og overkomme de helbredsmæssige begrænsninger. Det er endelig helt ufrivilligt også blevet en historie om at vandre under Corona-pandemien, der brød ud og udviklede sig under vandringen, men føle sig sikker ude i naturen.
Simon S. Laursen har trukket sig tilbage fra arbejdslivet på grund af sygdom. Gennem vandring med sin hustru har han forsøgt tage noget af det liv tilbage, som sygdommen tog fra ham.
Titel: Dagbog fra Hærvejen
Forfatter: Simon S. Laursen
Format: Paperback
Sidetal: 96
Forlag: Books on Demand
Udgivet: 1. marts 2021
ISBN: 9788743030447
Læseprøve
"
I den tidlige morgen stod vi i strandkanten på Slettestrand og skuede ud over Nordsøen. Vejret var stille og let diset. Det var sjældent at se havet så roligt. Morgenkøligheden var ved at vige – det ville blive en varm dag. Den var for os begyndt klokken seks om morgenen i sommerhuset. Efter morgenmad og godt en times bilkørsel stod vi nu her på stranden og sugede stemningen til os.
Her midt inde i Jammerbugten kunne vi langt ude mod vest se Bullbjerg rejse sig. Mod nordøst kunne vi kun se kysten i let dis, men vidste at her lå Rudbjerg Fyr. Bag havet langt ude under horisonten lå Norge. Der var langt til den norske kyst, men drejede vi rundt og så ind mod land, var der mere end dobbelt så langt til grænsen til Tyskland – en vandring på mellem 400 og 500 kilometer. Hvis vi vandrede hver dag fra nu, ville det tage omkring en måned.
Fra vandkanten gik vi forbi de på stranden optrukne fiskerkuttere, som frivillige i Han Herreds Havbåde sætter i stand for at bevare kystfiskerkulturen. Efter nogle hundrede meter drejede vi ind i Svinkløv klitplantage og fandt vores vandrerute. Det lille blå skilt med en gående mand og teksten Hærvej skulle herfra blive vores rejsekammerat og vejviser i rigtig lang tid.